Vi har i ungdomsafdelingen hele tiden fokus på, hvordan vi kan give flere unge mennesker bedre oplevelser på vandet.
Vi er så heldige at have flere og flere sejlere, og en del af dem er efterhånden blevet for store til optimistjollen, men endnu ikke helt klar til at skifte til vores store 2-mandsjolle. Derfor begyndte vi at afsøge markedet for at se, hvordan vi kunne supplere og udvide vores flåde.

Trænerteamet blev derfor enige om, at det kunne være spændende at teste Zoom 8 jollen. En lidt større enkeltmandsjolle med lidt flere trim og sejladsmuligheder end optimisten. Vi fik gennem vores netværk kontakt med Horsens Sejlklub, som havde 3 joller, de pt. ikke havde brug for. Dem valgte Bogense Sejlklub at leje for resten af sæsonen. Jollen blev yderst vel modtaget, så vi begyndte meget hurtigt at arbejde på en mulighed for, hvordan vi kunne overtage og istandsætte disse joller.
Vi har allerede tilsagn fra flere lokale virksomheder, for det koster mange penge at optimere og vedligeholde flåden af optimistjoller, Zoom 8 joller og fevajoller, og vi kan nu offentliggøre, at vi har fået en kæmpe støtte på 35.000 kr. fra Nordea-fonds Lokalpulje, der hvert år uddeler 25 mio. kr. til lokalt forankrede projekter i alle egne af Danmark.
Vi i trænerteamet er super glade for at have denne ekstra jolletype i flåden, da det giver os endnu bedre mulighed for at lave en varieret træning for vore sejlere. Vi kan nu udvikle dem både i de individuelle joller, men også i 2-mandsjollerne såvel som klubbens klubbåde. Vi kan nu træne både samarbejde, teamwork men også skærpe den individuelle udvikling.

Dette kombineres tillige med at vi også har tilsagn fra nogle af vore unge sejlere om, at de gerne vil udvikle sig gennem uddannelse til instruktør hos Dansk Sejlunion, således at de kan supplere vores voksne trænerteam.
Alt i alt må vi sige, at Bogense Sejlklubs ungdomsafdeling traditionelt set har været et stærkt sejladstilbud, og vi kan kun se denne udvikling fortsætte og blive et endnu stærkere ungdomstilbud, til børn og unge på Nordfyn.

”Nordea-fonden støtter gode liv, og for os er fællesskaber nøglen til gode liv. Fællesskaber finder vi især i foreningslivet, og derfor er vi glade for at støtte Bogense Sejlklub” med 35.000 kr.    siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Overrækkelsen af donationen fra Nordea-fonden, finder sted mandag d. 9/12 ca. kl. 18.30 i Bogense Sejlklubs klubhus på Bogense Havn.

Kontaktperson:
Formand for Bogense Sejlklubs Ungdomsudvalg Martin Rise Christensen, martin@rise.dk , tlf. 20 28 69 37